Fra noget til nogen


FRA NOGET TIL NOGEN 

Fra Noget til Nogen er et produkt af et samarbejde med virksomheden Oceaim.


I marts 2019 stillede Oceaims direktion mig opgaven at afdække virksomhedens principper med henblik på strategiudvikling af virksomheden hen over sommeren 2019. Det resulterede i en lang række møder med Oceaims ledelse, medarbejdere, kunder og borgere. Og det kom der en bog ud af.

 

Udover at beskrive Oceaims rejse frem mod virksomhedens principper tematiserer bogen også værdibaseret ledelse fra forskellige vinkler og ikke mindst forholdet mellem stress og ledelse.

Bogen kan du anskaffe ved at kontakte mig eller det forlag, den er udgivet på.

Et uddrag af bogen:

Jesper danser mellem linjerne

– en tænksom samtale med en atypisk leder

(..) Jesper er ca. 185 høj, veltrænet, uddannet inden for ledelse, salg, samfundsøkonomi, markedsføring og e-handel. Formelt er han serviceøkonom, løjtnant, NLP-master og coach, tidligere elitesportsudøver under Team Danmark og nu sammen med Brian medejer af virksomhederne coaching.dk ApS, Ledelse & Coaching ApS, Oceaim ApS, ejer af Øernes Coaching og Hverdagsmester-konceptet, der i øvrigt er varemærkebeskyttet.

Man skal holde tungen lige i munden i en samtale, for han taler gerne og længe om overflodsmentalitet, at være vi-orienteret, vaner, autenticitet, at være til stede i nuet, law of attraction, at være på samme frekvens, synkronicitet, synergi, at være i sin væren og mere af samme skuffe. Manden forekommer mig at være spirituelt orienteret uden at være religiøs i mere klassisk forstand. Og nok så væsentligt, jeg sidder aldrig med en fornemmelse af, at jeg sidder over for en mand, der påberåber sig en selvsmagende bedrevidenhed, der lægger op til, at det er hans vej eller ingen vej – det er ikke sådan, han er skruet sammen.
Han kombinerer snarere stor personlig integritet med en ret udtalt forestilling om, hvad han vil ud med, og hvor han ønsker at komme til. Jeg havde mere end en gang i forbindelse med hans coaching af mig forsøgt at prikke provokerende til hans eventuelle svagere sider eller huller i hans argumentation, men det ser ikke ud til at røre ham, han svarer bare på det, man spørger om, så det eneste, man ender med, er pinlighed over overhovedet at have spurgt. Han tror virkelig på, at hvis man deler ud, så får man mere tilbage. Eller sagt på en anden måde: der er nok til alle - et synspunkt jeg i øvrigt også møder hos Brian, og hele deres konstellation bygger også på en forestilling om overflod, der er faktisk tale om en mentalitet, der hele tiden søger at afdække, hvordan man kan åbne for en overflodsmentalitet. Det slog mig, at det selvfølgelig måtte havde noget at gøre med Jespers fortid inden for sport og ikke mindst slog det mig, at Jesper havde talt indgående om netop overflodsmentalitet, da jeg selv var i coachingforløb hos ham. Han har en positiv tænkning, der ikke må forveksles med klicheen om hvorvidt et glas er halvt tomt eller halvt fyldt. 

En måde at tænke fremadrettet med henblik på at åbne for personlig afvikling af et menneske, der er gået midlertidigt i stykker, det skal i sagens natur tænkes i, hvad man kan fremfor, hvad man ikke kan.

 

- Hvad er det med dig og ordet ikke? spurgte jeg.

 

- Rigtig mange kigger efter noget, de ikke vil have, og hjernen forstår ikke ”ikke”. Hvis du f.eks. siger: jeg må ikke tænke på en appelsin, så sker der det, at hjerne straks sorterer ordet ikke fra, og det bliver nærmest tvingende at tænke på en appelsin – ordet ”ikke” efterlader os med noget forkert. Mennesker er bedre stillet med at tænke i det, de kan frem for det, de ikke kan. Ordet ”ikke” skaber automatisk modstand. Hvis man tager udgangspunkt i denne tilgang, generelt og tænker tanker som noget, man kan blive bevidst om og styre, så handler denne måde at se på mennesker på om, at vi skal give slip på noget fremfor at blive i noget, vi skal lade være med at kæmpe og i stedet sige ja til bare at være med det, vi er.
Vi er jo i mange sammenhænge blevet påvirkede til, at vi skal være resultatorienterede, det påvirker os, og så sker der det, at vi misser ud på de muligheder, der er nu, det som allerede er derinde, og så knokler vi bare på, og det kan mennesker ikke holde til i længden.

Synspunktet harmonerede mere end godt med Brians forestilling om afvikling frem for udvikling og i samme anledning mere end godt med det fænomenologiske udgangspunkt om, at se på det der er frem for det, der ikke er. Nu er den del af filosofien, der optager mig mest, ikke ligefrem en klub for coaches, men der er da visse steder, hvor jeg oplever, at filosofien har ikke så lidt til fælles med en idé i tiden om, at ens potentiale skal foldes ud i lyset af både muligheder og forestillingen om, at mennesker er udleveret til hinanden i alt, hvad der sker i dem, for dem og med dem.

Jeg besluttede mig for at gribe til filosoffen Løgstrup og bøje ham lidt ind i Jespers bevidsthed:

- Jesper, hvis vi nu adresserer spørgsmålet om at være til stede i nuet med udgangspunkt i filosoffen Løgstrup, så argumenterer han for, at der findes nogle absolutte godheder, der er bygget ind i alle mennesker, det er en del af sindet, det gode fundament om man vil. De godheder kalder han for suveræne livsytringer, og det er blandt andet kærlighed, tillid og barmhjertighed, han mener. Man skal forstå de suveræne livsytringer som en del af menneskets væsen, og som sådan rangerer de højere eller kommer før alt andet mennesket vil, kan og gør; disse suveræne livsytringer optræder spontant i ethvert menneskes liv og kommer f.eks. til udtryk, når vi er foran et andet menneske, der har brug for vores hjælp, man kan f.eks. forestille sig en ældre medborger der har brug for assistance i forbindelse med et besøg af en hjemmesygeplejerske eller man kan forestille sig et stresset menneske overfor en coach, der er afmægtig og kalder på hjælp fra vedkommende over for dem, fordi angsten fylder i bevidstheden. I den situation tænker vi ikke først, vi handler bare - og Løgstrup ville sige i barmhjertighed, fordi vores væsen simpelthen er indstillet sådan. Den forestilling om mennesket har en lang tradition i vestlig idéhistorie helt tilbage til kirkefaderen Augustin, der mente, at det onde ingen selvstændig eksistens har, det onde snylter bare på det gode, og den tanke minder mig, uden at være det samme, om Coveys idé fra ”Syv gode vaner” om proaktive tanker overfor reaktive tanker. Her er udgangspunktet, at mennesker trives bedst i fraværet af ikke, hvis vi handler spontant, så vil tanken mest naturligt trives i noget godt og fremadrettet frem for det, vi egentlig ikke vil.

Man kan også sige det sådan, at tankens fundament i bevidstheden er først og fremmest at ville det gode, det der er naturligt godt. Den tilstand er naturlig hos ethvert menneske og i den forstand har ethvert møde også et principielt godt udgangspunkt. Selviskhed, mistillid og afmagt kommer først ind i den situation hvor det tillidsfulde er undermineret i en eller anden forstand altså der, hvor tilliden er forsvundet. Det særlige ved det spontane møde er, i følge Løgstrup, at vi tilsidesætter os selv i situationen, jeget viger til fordel for det andet menneske, og det forekommer mig parallelt med dine tanker om at være vi-orienteret frem for jeg-orienteret i hverdagen.

 

Jesper sad stille og lyttede, nikkede så og henviste til vane 1-3 i ”Syv gode vaner”:
- ja, det handler i min forståelse om, at det personlige lederskab kommer først, det er nødt til at være sådan. Ledelse er fokuseret på at gøre tingene rigtigt, mens det personlige lederskab ser på at gøre de rigtige ting.

 

Det gav god mening tænkte jeg, og sagde:

- I forbindelse med min efteruddannelse af sundhedspersonale har jeg aldrig mødt en, der var uenig i det løgstrupske udgangspunkt om det barmhjertige møde i øjenhøjde, til gengæld har jeg mødt mange måske tusindvis af medarbejdere i social- og sundhedssektoren, som pegede på, at det spontane møde simpelthen ikke er en mulighed i hverdagen, fordi de strukturelle rammer simpelthen ikke tillader det mere. Effektivisering har taget over og viser sig i alt fra ledelsesmagt til interpersonel magt, mennesker der presser hinanden ud over kanten i hverdagen, mobning på arbejdspladser, ældre der ikke bliver mødt med barmhjertighed, fordi tidstyranniet har sneget sig ind overalt. Vi gør de rigtige ting, fordi vi gør som vi skal, men alt for ofte mangler det personlige lederskab.
Det foresvæver mig i det hele taget, at det spontane møde mellem mennesker har rigtig vanskelige vilkår anno 2019, og jeg bliver da helt træt ved tanken, når jeg tænker på de mange rapporter, der eksisterer om f.eks. godt arbejdsmiljø, tværfaglighed, samarbejde og ikke mindst reduktion af stress i hverdagen. Der eksisterer masser af gode, velmenende undersøgelser, og det er jo helt rørende, men det er godt nok op af bakke, hvis man forestiller sig, at der skal gives plads til at tale om synergi, overflodsmentalitet og værenstænkning med henblik på at komme til det sted, hvor der faktisk er plads til at tænke i, hvad det vil sige at være oprigtigt til stede sammen med et andet menneske. Intentionen er til stede, den faglige viden er der, men strukturen eller de rammer, der skal mediere muligheden for at tænke i personligt lederskab, er simpelthen forkert.

 

Jesper nikkede men så også trist ud:
- Men Lotte, vi er nødt til at starte der. Hvis man vil tænke fremadrettet, er man nødt til at fokusere på sin egen indflydelsessfære først, man skal arbejde med de ting, man kan gøre noget ved og ikke det, som ikke er til stede i forvejen. At være proaktiv tager udgangspunkt i det, som er. Hvis man tænker reaktivt, så fokuserer man på svagheder f.eks. den svaghed, der ligger i og omkring ideen om tidsstyring eller det, som kollegaen ikke kan, chefens magt, omverdenen, det man ikke kan, og det er dét fokus, der gør, at det går galt. Tanken skal vendes væk fra det, der ikke kan lade sig gøre til det, der kan lade sig gøre. Når vi ser og reagerer på svaghed, omverdens problemer eller de omstændigheder uden for en selv, det vi ikke kan gøre noget ved, det der er uden for vores egen kontrol, så er det, det går galt.

Jeg protesterede:
- Altså det scenarium forekommer mig helt urealistisk, det vil kræve en total omstilling, hvor man vender hele tankegangen fra at tænke i ikke til det, som er. De nuværende magtstrukturer gennemsyrer jo helt og aldeles hverdagen på langt de fleste arbejdspladser. Og der er flere ting i det her; går man ind i selve mødet mellem f.eks. jobcentermedarbejderen og borgeren eller sygeplejerskens møde med en patient, så er det møde jo dybt rodfæstet i den struktur, der omgiver dette møde, og her bliver det altså svært at gå op mod strømmen og arbejde med sin egen indflydelsessfære al den stund, den er forsvindende lille. Jeg har aldrig mødt en sosu-assistent, en lærer eller en pædagog, der ikke gjorde alt, hvad de kunne i hverdagen for at få tingene til at lykkes, de gør hvad de kan for at få enderne til at nå sammen, og de er villige til at gå rigtig langt for at få det barmhjertige, tillidsfulde møde til at lykkes, men lige så snart vi vender blikket ud mod den struktur eller formen, der omgiver medarbejderne, så vælter knaphedsmentalitet ned i ligningen, og medarbejderne føler sig magtesløse – det er en ond cirkel.

 

- Ja, sukkede Jesper, magtstrukturen korrumperer regnestykket, og der er to ting i det her:

der er et element i forhold til ledelse, og så er der et element i forhold til borgeren, der ikke handler om økonomi. Vi er nået en effektivitetsgrad, der skriger til himlen, vi har skabt en måde i vores samfund, hvor økonomiske ledelsesparametre er det, der sætter værdi ud fra en eller anden ikke-værens-filosofi. Oprindeligt var det smart, for engang var der jo bare et byttesystem, der handlede om korn og mælk, men så skete der bare det, at en pludselig ville have bomuld i stedet for korn, og så opstår denne værdisætning og i stedet for at få bomuld eller mælk, så får vi en mønt, og derfra skabes en falsk værdi, der er afhængig af, hvad der er attraktivt. Når der er knaphed på noget, så bliver det mere værd, en diamant er mere værd end en glaskrystal, selv om de ligner hinanden, og samme forskydning kommer ind der, hvor medarbejderen og lederen kommer ind i en ramme, hvor de glemmer den oprindelige værdi på tingene, fordi den tilsyneladende markedsværdi bliver afgørende og til en handel frem for et autentisk - altså et ægte - møde mellem mennesker, der grundlæggende vil hinanden det godt, og det gælder jo både for lederen og medarbejderen uanset, hvor de måtte være rettet hen eller rettet mod, er måske mere korrekt. Der bliver tale om et møde med noget f.eks. et økonomisk system frem for et møde mellem nogen. Og den distance ser vi også i sproget, vi retter simpelthen vores opmærksomhed det forkerte sted hen mod noget, der genererer knaphedsmentalitet. Men det betyder omvendt ikke, at ledere i disse systemer går rundt og distancerer sig fra sine medarbejdere med vilje. Det er noget, der sker som en konsekvens af noget, der bare ikke er gennemtænkt. 


Jesper tog tråden op igen:
- Intet gør mere blind end ansvar, og det handler om, at tanken bag er banal, men vi skal hen et sted, hvor vi vågner, skaber en erkendelse af, at der er flere sandheder, og dem skal vi starte med at lytte til, for hvis vores udgangspunkt er, at vi kun lytter til det, vi selv mener, så kommer vi ingen vegne.
Vi er nødt til at få skabt et fælles udgangspunkt, der vil i den retning, hvor overflodsmentaliteten kan vokse. Vi skal bruge vores opmærksomhed til at lede efter noget frem for at gå efter det, vi har bildt os ind er det rigtige. Vi skal flytte opmærksomheden fra en form, der tager udgangspunkt i f.eks. økonomistyring og resultater til et sted, hvor vi bliver i stand til at lede efter nogen og ikke noget. Og udgangspunktet vil altid være der, hvor den enkelte medarbejder tager udgangspunkt i sig selv frem for det, der ligger udenfor.

 

Jesper supplerede sine egne ord:

- Man kan lede på mindst to måder: som den der går forrest eller som den leder, der søger efter nogen. Hvis vores bevidsthed er rettet mod det, der ligger uden for den menneskelige interaktion, så taber vi os selv i selvbedrag og knaphedsmentalitet. Selvbedraget skal ophæves til fordel for selvindsigt; den selvindsigt der taler ind i det åbne møde med den anden frem for en hovedløs servicering af noget. Vi skal væk fra kontrol og ind i en forestilling om, at der er nok til os alle. Vi skal derhen, hvor tillid er det bærende udgangspunkt i ethvert møde.


Stærke ord, tænkte jeg og så mig om efter lidt mere kaffe. Jeg har stået over for mange mennesker før, der selv mente, de var visionære – men så vidt vides ikke en af den type. (..)

Skal jeg skrive jeres bog? 

At skrive en bog for og med en virksomhed er ikke bare en god måde at dokumentere en proces på, det er også et fantastisk historisk dokument, der kan bruges på mange måder i virksomheden fremadtrettet. 

Det tager cirka fire måneder  at skrive en bog parallelt med en strategiudvikling i en virksomhed.

I processen indgår en del filosofisk samtale, redigeringsarbejde og ikke mindst fysisk fremstilling af bogen. 

Hvis du vil vide hvilke muligheder, der findes for jeres virksomhed, så kontakt mig herunder.

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes

Kontakt os

+45 28 14 62 86


CVR-nummer, 33555504

Følg os